Planen holder kun til det første møde med virkeligheden
- Jesper Hatt DDS

- for 1 time siden
- 3 min læsning
Det sagde en befalingsmand i det danske forsvar til mig engang. Og jeg har ikke kunnet glemme det siden. For det er det mest ærlige, nogen nogensinde har sagt til mig om ledelse.
NÅR VIRKELIGHEDEN MØDER PLANEN
Du har lagt planen. Du har briefet dit team. I har trænet, forberedt og iværksat.
Og så sker der noget, I ikke havde forudset.
En medarbejder siger op.
En patient klager.
Omsætningen i en måned ser ud på en måde, der ikke stemmer overens med det, I regnede med.
For mange klinikejere er det her det går galt - planen var ikke dårlig, men de fortolker afvigelsen som et signal om, at de har fejlet. At de ikke er gode nok.
At det måske slet ikke kan lade sig gøre.
Men fejlen er ikke afvigelsen.
Fejlen er at stoppe.

DARTSKIVEN I SOMMERHUSET
Tænk på første gang du kastede en dartpil. Som barn eller ung, i et sommerhus, med en skive på væggen og tre pile i hånden.
Målet var klart.
Afstanden var ikke lang.
Og alligevel ramte du ved siden af.
Måske ramte du slet ikke skiven.
Du missede skiven fordi du var ny. Fordi kroppen og øjet endnu ikke havde lært at arbejde sammen om præcis dét kast. Ikke fordi du manglede talent eller var dårlig.
Den eneste vej fra "rammer ikke skiven" til "bestemmer selv hvor pilen lander", er at blive ved med at kaste.
Det er nøjagtigt det samme, når du forsøger at implementere noget nyt i din klinik. Første gang du prøver en ny samtaleteknik med en patient, virker den måske ikke. Første gang du forsøger at fordele ansvar anderledes i teamet, opstår der friktion. Første gang du sætter en ny struktur i møder, føles den akavet.
Det er ikke et tegn på, at du er på vej i den forkerte retning. Det er tegn på, at du er i gang - i proces.
DET, DER KRÆVER MERE MOD END DE FLESTE TROR
Mod er ikke det, der kræves for at starte. De fleste kan starte. Mod er det, der kræves for at fortsætte - når det ikke går som planlagt, når teamet er frustreret, når du er i tvivl om du selv tror på det længere.
Winston Churchill formulerede det bedre end jeg kan: mod er den første af alle menneskelige kvaliteter, fordi det er den, der garanterer alle de andre.
Det er let at være ordinær. Det kræver ingen forklaring, ingen vedholdenhed og ingen risiko for at se sig selv fejle. Ordinær er komfortabelt - jeg tvivler på at du drømte om at være ordinær, da du besluttede dig for at eje din egen klinik.
NÅR DET ER FOR UOVERSKUELIGT
Der er en forskel på at møde modgang i en plan og på at være så presset mentalt, at du slet ikke kan se, hvor du skal begynde.
Hvis du er det sidste sted, hvis du ikke kan se det mindste lys for enden af tunnelen, så er det vigtigste ikke at finde den perfekte løsning. Det er at handle frem for at være passiv.
Tag ét problem.
Ikke det vigtigste. Men et vilkårligt.
Fokuser på det, indtil det er løst.
Tag så det næste.
Det er en model, jeg lærte på Forsvarsakademiets lederuddannelse. Den lyder simpel. Men den virker, fordi den bryder lammelsen. Og når lammelsen er brudt, kommer overblikket som regel tilbage af sig selv.
Og hvis du virkelig ikke kan overskue det alene - så søg hjælp. En psykolog. En kollega, der har været der. En coach. Det er ikke svaghed. Det er præcis den slags mod, Churchill talte om.
DET ENESTE SPØRGSMÅL
Du kommer til at ramme ved siden af. Det er ikke et spørgsmål om "hvis". Det er et spørgsmål om hvornår og hvad du så gør bagefter.
Spørgsmålet er ikke, om du kan nå de mål du sætter dig. Det er, om du har modet til at blive ved med at kaste - også når de første mange pile rammer ved siden af.
Del gerne dartskive-modellen med dit team. Vi bruger den hos Hatt Consulting, fordi den gør noget vigtigt: den giver alle i klinikken et fælles sprog for det, der er svært at tale om. At man kan være på vej mod målet - og stadig ramme ved siden af.
NÆSTE SKRIDT
KlinikejerForum - for dig der er klar til at kaste igen
Det er én ting at vide, at mod og vedholdenhed er nøglen. Det er noget andet at have konkrete metoder og en struktur, der gør det muligt i hverdagen. I KlinikejerForum arbejder vi med begge dele - i et fortroligt rum med maks. 10 klinikejere. Faciliteret personligt af Jesper Hatt.
Vil du gerne læse mere om klinikdrift, ledelse, patientkommunikation og marketing for tandlæger? Så tilmeld dig bloggen gratis lige her:

Tak fordi du læste med
Mange venlige hilsner
Jesper Hatt
Hatt Consulting
Ledelse, frihed og struktur for klinikejere
T: +41 78 268 0078



Kommentarer