Syv myter om behandling med clear aligners

Jeg har gennem længere tid oplevet en del misforståelser omkring clear aligners. I det følgende vil jeg forsøge, at gøre rede for nogle af de myter, der lader til at knytte sig til behandling med clear aligners.


For en god ordens skyld vil jeg nævne, at min beskrivelse af "behandlingsplan", "setup" og "clincheck" dækker over den digitale behandlingsplan, som udarbejdes på/af alignerproducenternes software.

Da der knytter sig nogle termer til de forskellige systemer har jeg valgt, at beskrive "engagers", "Dutter" eller "Knapper" som "attachments", idet attachments synes at være den mest kendte term blandt danske kolleger.


Jeg håber du vil tage godt imod mit første blogopslag.

God fornøjelse.


MYTE 1


Den første behandlingsplan / Setup, leveret af alignerfirmaet er nøje planlagt af en specialist og kan godkendes uden korrektioner.


TPS Hatt

Desværre vil dette aldrig ske - du har formodentligt større chance for at vinde 7 rigtige i lotto to uger i træk, end at få en optimal behandlingsplan! Der er adskillige grunde til dette - en væsentlig er, at de teknikere (eller AI), der udfører behandlingsplanerne, ikke er klinikere og ikke har nogen form for klinisk ekspertise. Det kommer ofte til udtryk i den måde behandlingssekvenserne planlægges og attachments placeres (eller undlades).

Derudover kan der være uforudsigeligheder med aligner materialet eller biologien, hvilket kan medføre, at tænderne ikke tracker helt perfekt i henhold til det digitale setup. Selv i behandling med fast apparatur places brackets og wirer af og til på en måde så der planlægges en overkorrektion, hvorved det ønskede slutresultat nemmere opnås. Dette er ikke anderledes med aligner-behadlinger, hvor betydelige overkorrektioner af og til skal indbygges i setuppet for at opnå et ideelt resultat.

MYTE 2


Jeg kan stole på, at teknikeren udfører behandlingsplanen så jeg kritikløst kan klikke på “accept” knappen.

Vi bør aldrig stole på, at en tekniker leverer den perfekte behandlingsplan, da vi har brug for at vurdere denne ud fra et fagligt og klinisk perspektiv. Hvis vi ikke gør dette, udfører vi bare “tegnefilms-ortodonti”. Vi er nødt til at forstå forudsigeligheden af ​​tandbevægelser såsom distalisering, korrektion af klasse II eller klasse III for at forstå, hvad vi kan opnå klinisk. Desuden er vi nød til at forholde os til biotype, risikovurdering, placeringen af tænderne i patientens ansigt og effekten fra og på blødtvævet omkring tænderne. Både på kort- og på langt sigt.

Isaac Newton gav udtryk for følgende: "For hver kraft er der en lige så stor og modsat rettet kraft”. Viden om biomekanik er afgørende for at forstå placeringen og designet af attachements baseret på forskellige tandbevægelser og den følgende gensidige påvirkning af tandbevægelser på tilstødende tænder. Uden denne viden vil en forkert placering og udformning af attachemnts medføre mangelfuld tandkorrektion eller “seatning” over tid og dermed reducere, eller muligvis eliminere effektiviteten af ​​de tandbevægelser, der er planlagt i alignernes design.

Derudover er en grundig viden om korrekte sekvenser af behandlingen afgørende. Tandbevægelser kan begrænses af uhensigtsmæssig sekvensering og de begrænsninger der er ved brugen af clear aligners. En af de store udfordringer med enhver aligner-behandling er, de “tracking issues”, der opstår når aligners ikke slutter tæt omkring tænderne. De vil typisk medføre, at hver efterfølgende aligner kommer til at passe mindre godt end den forrige. De manglende bevægelser kan medføre en dominoeffekt, så man efter adskillige uger kan få en fornemmelse af at skulle starte forfra.

Jeg har sjældent været involveret i planlægningen af en aligner case, hvor jeg ikke skulle udføre mindst 2, hvis ikke 3, 4, 5 eller 6 korrektioner af det digitale setup, før jeg godkendte den endelige behandlingsplan. (Den eneste undtagelse forekommer når jeg selv udformer hele setuppet manuelt i min egen software - dette er dog så tidskrævende, at det ikke kan anbefales praktiserende tandlæger, ud fra et produktivt perspektiv)

MYTE 3


Alle bevægelser er ens

Alle typer alignersoftware bruger specifikke attachments og forskellige bevægelseshastigheder til forskellige tandbevægelser på forskellige tænder. Når det så er sagt, er der situationer, der kræver forskellige attachments og forskellige hastigheder i tandbevægelserne for at opnå et mere forudsigeligt resultat. Tandlæger med stor erfaring med aligners, har med sikkerhed oplevet udfordringer med forudsigeligheden af tandbevægelser, der kræver betydelig ekstrusion, rodtorque og/eller rotation af meget runde- eller ovale tænder.

Som et af mange eksempler på udfordringer med attachments kan jeg nævne, at vi har set, hvordan mangelfuld korrektion af anterior crowding kan medføre, at laterale incisiver intruderes, som følge af at kontaktpunkterne ikke tracker som de skal og derved skubber incisiverne mere apicalt. I denne type cases vil der derfor oftest være behov for attachments på de laterale incisiver for at forhindre uønsket intrusion. (Også selvom der ikke blev anbefalet attachements i det oprindelige setup fra aligner-producenten)

Mange af de mere krævende bevægelser - såsom rotationer af crowdede tænder, “bodily movement” af tænder ind i ekstraktions-sites eller ekstrusion af tænder - kræver en vis mængde plads omkring hele tanden for at kunne udføres forudsigeligt. Dette tillader, at aligneren får bedre “fat” omkring tænderne og dermed bedre kontrollerer bevægelserne.

I disse mere komplekse cases, er det sjældent nok blot at se på det initiale setup og sammenholde det med det sidste stadie i planen. Man skal se på hvert trin i processen for at vurdere pladsbehovet, samt hvordan de enkelte tænder skal bevæge sig på hvert trin i behandlingssekvensen.

MYTE 4


Man behøver kun at tage et simpelt certificeringskursus for at kunne bruge clear aligners korrekt.

Der har været betydelige fremskridt inden for clear aligners i løbet af de sidste fem år - korrektion af klasse II- eller klasse III-malokklusioner er blevet mere forudsigelige ved at kombinere aligner-behandling med forskellige former for forankring (elastikker og /eller mini implantater)

Vi har set eksperimenter med hybridsystemer, der kombinerer clear aligners med forskellige former for metalbuer. Dette i et forsøg på at kompensere for nogle af de bevægelser, der typisk er vanskeligere med clear aligners end med fast apparatur. Nogle behandlere vælger at udføre 80-90% af behandlingerne med clear aligners, hvorefter de vanskeligste bevægelser for clear aligner systemer korrigeres ved i en kort periode, at anvende brackets og wires.