top of page
Forfatters billedeJesper Hatt

Kan du holde på medarbejderne?

Globalt har man et stykke tid talt om "the great ressignation". Udtrykket dækker over de store forandringer vi aktuelt ser i arbejdsstyrken, hvor det ser ud som om en stor del trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Indenfor tandlægeområdet ser vi ligeledes en enorm mangel på arbejdskraft. Det er ikke kun tandlæger, der mangler. Også tandplejere, klinikassistenter, receptionister og rengøringsmedarbejdere mangler.

Skilt med teksten: "Now hiring" på plæne foran bygning

Tendenser under pandemien

Dr. Anthony Klotz er manden bag udtrykket: "The great ressignation". Han er lektor i ledelse ved A&M Universitetet i Texas. I sit arbejde fokuserede på ansattes opsigelser og bemærkede nogle tendenser, der viste sig tidligt i pandemien. Det var forandringer, som han mente ville føre til en stigning i personaleudskiftningen. Han mente, at det var en god idé at give dette fænomen et navn, men var ikke klar over, hvor stor udbredelse hans begreb ville få, da han begyndte at bruge det.


Da han blev spurgt om, hvad "The Great Resignation" betyder for ham, sagde Klotz blandt andet: "Pandemien ændrede arbejdsverdenen på måder, der vil have både kortsigtede og langsigtede virkninger."


Der er aktuelt ikke et komplet overblik over hvad der foregår, men noget tyder på, at det ikke så meget er et spørgsmål om, at en enorm mængde ansatte trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet. I stedet ser det ud som om pandemien har givet mennesker tid til at reflektere over, om de bruger deres liv på noget meningsfuldt for dem.


Hvis et job skal kunne leve op til nutidens krav, kræver jobbet, at medarbejderen føler sig værdsat, får anerkendelse for sin indsats og oplever mening med sit daglige arbejde.


Tandklinikkers udfordring

Hvis vi ser på de undersøgelser, der er udarbejdet over det psykiske arbejdsmiljø i tandklinikker, er der ingen tvivl om, at arbejdet giver mening - uanset position på arbejdspladsen. Det er positivt, da der findes et utal af jobs, hvor mennesker ikke føler en mening med deres arbejde.

Kvinde kigger ud af vinduet med en kropsholding, der indikerer hun er trist

Anderledes skidt ser det ud når vi ser på klinikkernes psykiske arbejdsmiljø. Her dumper tandklinikker gang på gang fælt i undersøgelserne. Over en bred kam rapporteres der om udtalte ønsker om mere ros og anerkendelse for det arbejde der udføres.


I Danmark har den offentlige overregulering af virksomheder generelt og tandklinikker i særdeleshed, en relativt stor, negativ indflydelse på det dårlige arbejdesmiljø. Disse faktorer kan vi ikke gøre noget ved (det bør vi lade tandlægeforeningen kæmpe for at ændre....). Så i stedet for at fokusere på noget vi ikke kan ændre på, kan vi flytte fokus og begynde at se på nogle af de faktorer vi faktisk KAN gøre noget ved.


Vi kan godt blive ved med at negligere det dårlige psykiske arbejdsmiljø. Det får bare en konsekvens, efterhånden som arbejdsstyrken flytter sig til andre og mere personligt givende områder. Når man beskriver alt dette i overordnede termer, kan det godt synes en smule uvedkommende. Så tillad mig i stedet at give et konkret eksempel.


Blinde vinkler

For noget tid siden havde jeg en samtale med en alment praktiserende tandlæge i hans klinik. Han var frustreret over den udskiftning han oplevede i personalegruppen og ville høre om jeg kendte til måder, hvorpå man kunne tiltrække kompetente medarbejdere.


Mens vi talte sammen, kom en klinikassistent og bad tandlægen tage telefonen. Tydeligt irriteret over denne afbrydelse, gik tandlægen til telefonen.


Udfordret ledelse

Da det umiddelbart lød til at være en banalitet, som tandlægen blev bedt om at forholde sig til, spurgte jeg klinikassistenten om hvornår de bad tandlægen komme til telefonen. Hun begyndte at remse en lang række af situationer op, startende med forsikringssager, kommunale henvendelser, repræsentanter fra dentalbranchen, henvendelser fra andre klinikker, osv. osv.

Dommer peger på papir, mens person sidder og ser på eller afventer en dom

Jeg spurgte klinikassistenten om hun mente det var nødvendigt, at tandlægen altid skulle komme til telefonen. Hun svarede, at han var nød til at tage telefonen, for hvis de ansatte kom til at tage en beslutning, som tandlægen ikke brød sig om, blev han bare sur. Når tandlægen blev sur, var hele klinikken underlagt en form for undtagelsestilstand, som ingen brød sig om at være i. Hverken personalet eller patienterne.


Klinikassistenten gav udtryk for en frustration over manglende guidelines og tandlægens manglende forståelse for, hvad hans temperament gjorde ved stemningen i klinikken. Hun var ked af, at tandlægen altid skældte personalet ud, selvom de altid gjorde alting så godt de kunne.


Frustrerede ansatte

I løbet af dagen fik jeg talt med flere medarbejdere i klinikken. Under samtalerne oplevede jeg en stor frustration blandt de ansatte, der havde været ansat længst tid i klinikken. De gav alle udtryk for, at de havde vanskeligt ved at se sig selv fortsætte med at arbejde i klinikken.


Omvendt kunne jeg også høre, at de havde en stærk følelse af loyalitet overfor klinikken, for deres kolleger og for tandlægen. Loyaliteten byggede på goodwill, opbygget gennem mange års arbejde i klinikken. Denne loyalitet var dog begyndt at smuldre på grund af et tiltagende udfordrende arbejdesmiljø, der var opstået over de seneste par år.


Tandlægens synspunkt

Senere spurgte jeg tandlægen om hans oplevelse af personalets kompetencer. Han gav tydeligt udtryk for sin irritation over, at personalet ikke havde styr på ret meget. Hverken patientinformation, opdækning, assistance eller aftalebogen var han tilfreds med. I hans øjne var det som om hele personalegruppen var begyndt at falde helt af på den og neglegere helt elementære ting.


Jeg spurgte ind til hans oplevelse af personalets evne til at håndtere situationer, som den jeg lige havde oplevet. Tandlægen pegede på, at personalet havde fået hans mundtlige instruktioner, så de burde vide hvad de skulle gøre. Når de ikke kunne finde ud af at følge hans instruktioner (ordrer), måtte han jo selv gøre det.


Hvem havde ret?

Den tandlæge jeg mødte i dette eksempel, var kendt i lokalområdet for at være dygtig til sit håndværk. De øvrige tandlæger i klinikken, gav udtryk for, at han var en dygtig håndværker og henviste gerne til ham, når de havde meget komplekse behandlinger, der skulle udføres.

Tandlæge med lupbriller og lys monteret på briller, kigger koncentreret ned på arbejdsfelt

På intet tidspunkt var jeg i tvivl om, at klinikken havde fungeret bedre tidligere.

Jeg var heller ikke i tvivl om, at tandlægen ønskede det bedste for sine ansatte og sine patienter.


For mig, der kom som ekstern rådgiver, var det helt åbenlyst, at tandlægen var stresset og udbrændt i en grad så han havde mistet alt overblik. Det fik ham til at søge tilbage til det han vidste fungerede - hans egen måde at gøre alt. Hvilket bare gav ham endnu flere opgaver, som stressede ham yderligere.

For de mennesker, der havde været i klinikken i mange år, var forandringerne kommet så langsomt, at de ikke selv havde bemærket dem. De havde bare tilpasset sig, indtil de begyndte at sige ting som: "Det var nu meget bedre i gamle dage da..."

De medarbejdere, der havde fået nok, sagde op.

De nye, der kom til, mærkede med det samme hvor galt det var. De havde bare ingen indflydelse og valgte som regel selv at stoppe, før de blev trukket psykisk ned selv.


Stands ulykken

Det virker måske som en lidt ekstrem situation. Men jeg tror de fleste klinikejere kan genkende elementer af historien fra deres eget liv.


Når jeg møder klinikejere, som tandlægen i dette eksempel, træder principperne for førstehjælp i kraft.

  1. Stands ulykken

  2. Tilkald hjælp

  3. Giv livreddende førstehjælp

At standse ulykken i en klinik kommer helt an på den konkrete problematik. Der er som regel en helt masse steder det brænder på. Disse ildebrande skal slukkes hurtigst muligt.


Tilkald hjælp

Strikket rødt hjerte med et plaster på

Når ulykken er standset, er det også forskelligt hvilken hjælp, der skal tilkaldes. Nogle gange handler det bare om at få skabt eller genskabt noget struktur i hverdagen og få delegeret opgaver væk fra tandlægen. Det kan også være et spørgsmål om, at få skabt nogle rammer, der giver en højere indtjening med mindre stress i hverdagen, for på den måde at give tandlægen mere pusterum. Det er alt sammen relativt nemt at opnå.


Andre gange er der behov for at få tandlægen til en stresscoach, en psykolog eller bare helt væk fra klinikken i en længere periode. Udfordringen ved at få tandlægen væk, kan dog være, at det kan være så forholdsvist uoverskueligt for klinikejeren. Oftest fordi klinikejeren har taget ansvaret for hovedparten af alle opgaver i klinikken på sine egne skuldre. På den måde bliver det umuligt, at tage væk fra klinikken, uden hele tiden at blive ringet op af personalet.


Hvordan kommer man videre?

Det er næsten alle klinikejere jeg taler med, der ville ønske, de kunne tage 6 uger væk fra klinikken, uden at skulle bekymre sig om noget i klinikken undervejs. Ved hjemkomsten drømmer de om, at komme tilbage til en klinik, hvor alt fungerer som om de kun har været væk i et døgn.


Når jeg fortæller, at det var præcist hvad jeg gjorde, flere gange i min tid som klinikejer, bliver jeg næsten altid mødt med spørgende, nysgerrige øjne. Når jeg har fortalt om hvordan mit team og jeg gjorde - og gjort det tydeligt, at der ikke var tale om magi eller et unikt hold af superstars jeg havde ansat - medfører det ofte, at jeg bliver spurgt om hjælp til også at få det til at fungere i andre klinikker.


Rammer for succes

Nøglen til at få det til at fungere ligger i alle de elementer, der knytter sig til mere tilfredse medarbejdere.

Læg mærke til, at medarbejderne i mit eksempel faktisk gerne ville tage ansvar for flere ting i klinikkens dagligdag. De fik bare ikke lov.


I klinikken er det derfor bydende nødvendigt, at vi skaber rammer, som giver klinikejerne mulighed for, at delegere opgaver med ro i maven. Når vi gør det, liver medarbejderne oftest op og bliver dygtigere end klinikejeren havde forestillet sig muligt. Det er nemlig ikke altid, at vi har behov for at rekruttere bedre ansatte. Ofte har vi de ansatte vi fortjener. Ligesom de bedste medarbejdere, er dem vi selv har trænet. Det har jeg skrevet om i dette opslag.


Opslaget her er ved at blive noget længere end jeg normalt tilstræber. Hvis jeg har været i stand til at holde din opmærksomhed indtil nu, vil jeg blive super glad, hvis jeg kan få dig til at skrive en kommentar om, hvad du synes om bloggen og evt. hvad du kunne tænke dig, at vide mere om.


Du kan skrive en kommentar nederst på siden her, eller på facebook siden her.


Husk det næste vigtige trin

Meld dig til bloggen. Det er nemt - du skal bare klikke på "login" i øverste højre hjørne og følge anvisningen.

På den måde får du automatisk et link tilsendt per email når der et nyt opslag bliver udgivet. Du får desuden adgang til et arkiv med forskellige gratis værktøjer og guides.


Tilmeld dig i dag og læs mere om alt det du ikke lærte på tandlægeskolen.


Hvis du bare ikke kan vente - er du altid velkommen til at ringe eller skrive til mig.

Det koster ikke noget😉

Tandlæge Jesper Hatt DDS - Hatt Consulting

Mange venlige hilsner


Tandlæge Jesper Hatt


T: +45 6127 2228

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page