Kan du holde på medarbejderne?

Globalt har man et stykke tid talt om "the great ressignation". Udtrykket dækker over de store forandringer vi aktuelt ser i arbejdsstyrken, hvor det ser ud som om en stor del trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Indenfor tandlægeområdet ser vi ligeledes en enorm mangel på arbejdskraft. Det er ikke kun tandlæger, der mangler. Også tandplejere, klinikassistenter, receptionister og rengøringsmedarbejdere mangler.

Skilt med teksten: "Now hiring" på plæne foran bygning

Tendenser under pandemien

Dr. Anthony Klotz er manden bag udtrykket: "The great ressignation". Han er lektor i ledelse ved A&M Universitetet i Texas. I sit arbejde fokuserede på ansattes opsigelser og bemærkede nogle tendenser, der viste sig tidligt i pandemien. Det var forandringer, som han mente ville føre til en stigning i personaleudskiftningen. Han mente, at det var en god idé at give dette fænomen et navn, men var ikke klar over, hvor stor udbredelse hans begreb ville få, da han begyndte at bruge det.


Da han blev spurgt om, hvad "The Great Resignation" betyder for ham, sagde Klotz blandt andet: "Pandemien ændrede arbejdsverdenen på måder, der vil have både kortsigtede og langsigtede virkninger."


Der er aktuelt ikke et komplet overblik over hvad der foregår, men noget tyder på, at det ikke så meget er et spørgsmål om, at en enorm mængde ansatte trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet. I stedet ser det ud som om pandemien har givet mennesker tid til at reflektere over, om de bruger deres liv på noget meningsfuldt for dem.


Hvis et job skal kunne leve op til nutidens krav, kræver jobbet, at medarbejderen føler sig værdsat, får anerkendelse for sin indsats og oplever mening med sit daglige arbejde.


Tandklinikkers udfordring

Hvis vi ser på de undersøgelser, der er udarbejdet over det psykiske arbejdsmiljø i tandklinikker, er der ingen tvivl om, at arbejdet giver mening - uanset position på arbejdspladsen. Det er positivt, da der findes et utal af jobs, hvor mennesker ikke føler en mening med deres arbejde.

Kvinde kigger ud af vinduet med en kropsholding, der indikerer hun er trist

Anderledes skidt ser det ud når vi ser på klinikkernes psykiske arbejdsmiljø. Her dumper tandklinikker gang på gang fælt i undersøgelserne. Over en bred kam rapporteres der om udtalte ønsker om mere ros og anerkendelse for det arbejde der udføres.


I Danmark har den offentlige overregulering af virksomheder generelt og tandklinikker i særdeleshed, en relativt stor, negativ indflydelse på det dårlige arbejdesmiljø. Disse faktorer kan vi ikke gøre noget ved (det bør vi lade tandlægeforeningen kæmpe for at ændre....). Så i stedet for at fokusere på noget vi ikke kan ændre på, kan vi flytte fokus og begynde at se på nogle af de faktorer vi faktisk KAN gøre noget ved.


Vi kan godt blive ved med at negligere det dårlige psykiske arbejdsmiljø. Det får bare en konsekvens, efterhånden som arbejdsstyrken flytter sig til andre og mere personligt givende områder. Når man beskriver alt dette i overordnede termer, kan det godt synes en smule uvedkommende. Så tillad mig i stedet at give et konkret eksempel.


Blinde vinkler

For noget tid siden havde jeg en samtale med en alment praktiserende tandlæge i hans klinik. Han var frustreret over den udskiftning han oplevede i personalegruppen og ville høre om jeg kendte til måder, hvorpå man kunne tiltrække kompetente medarbejdere.


Mens vi talte sammen, kom en klinikassistent og bad tandlægen tage telefonen. Tydeligt irriteret over denne afbrydelse, gik tandlægen til telefonen.


Udfordret ledelse

Da det umiddelbart lød til at være en banalitet, som tandlægen blev bedt om at forholde sig til, spurgte jeg klinikassistenten om hvornår de bad tandlægen komme til telefonen. Hun begyndte at remse en lang række af situationer op, startende med forsikringssager, kommunale henvendelser, repræsentanter fra dentalbranchen, henvendelser fra andre klinikker, osv. osv.

Dommer peger på papir, mens person sidder og ser på eller afventer en dom

Jeg spurgte klinikassistenten om hun mente det var nødvendigt, at tandlægen altid skulle komme til telefonen. Hun svarede, at han var nød til at tage telefonen, for hvis de ansatte kom til at tage en beslutning, som tandlægen ikke brød sig om, blev han bare sur. Når tandlægen blev sur, var hele klinikken underlagt en form for undtagelsestilstand, som ingen brød sig om at være i. Hverken personalet eller patienterne.


Klinikassistenten gav udtryk for en frustration over manglende guidelines og tandlægens manglende forståelse for, hvad hans temperament gjorde ved stemningen i klinikken. Hun var ked af, at tandlægen altid skældte personalet ud, selvom de altid gjorde alting så godt de kunne.


Frustrerede ansatte

I løbet af dagen fik jeg talt med flere medarbejdere i klinikken. Under samtalerne oplevede jeg en stor frustration blandt de ansatte, der havde været ansat længst tid i klinikken. De gav alle udtryk for, at de havde vanskeligt ved at se sig selv fortsætte med at arbejde i klinikken.


Omvendt kunne jeg også høre, at de havde en stærk følelse af loyalitet overfor klinikken, for deres kolleger og for tandlægen. Loyaliteten byggede på goodwill, opbygget gennem mange års arbejde i klinikken. Denne loyalitet var dog begyndt at smuldre på grund af et tiltagende udfordrende arbejdesmiljø, der var opstået over de seneste par år.


Tandlægens synspunkt

Senere spurgte jeg tandlægen om hans oplevelse af personalets kompetencer. Han gav tydeligt udtryk for sin irritation over, at personalet ikke havde styr på ret meget. Hverken patientinformation, opdækning, assistance eller aftalebogen var han tilfreds med. I hans øjne var det som om hele personalegruppen var begyndt at falde helt af på den og neglegere helt elementære ting.


Jeg spurgte ind til hans oplevelse af personalets evne til at håndtere situationer, som den jeg lige havde oplevet. Tandlægen pegede på, at personalet havde fået hans mundtlige instruktioner, så de burde vide hvad de skulle gøre. Når de ikke kunne finde ud af at følge hans instruktioner (ordrer), måtte han jo selv gøre det.


Hvem havde ret?

Den tandlæge jeg mødte i dette eksempel, var kendt i lokalområdet for at være dygtig til sit håndværk. De øvrige tandlæger i klinikken, gav udtryk for, at han var en dygtig håndværker og henviste gerne til ham, når de havde meget komplekse behandlinger, der skulle udføres.

Tandlæge med lupbriller og lys monteret på briller, kigger koncentreret ned på arbejdsfelt

På intet tidspunkt var jeg i tvivl om, at klinikken havde fungeret bedre tidligere.

Jeg var heller ikke i tvivl om, at tandlægen ønskede det bedste for sine ansatte og sine patienter.