Det handler ikke om at være den fagligt dygtigste eller den kollega, der udfører de fleste og mest komplekse behandlinger. Det handler om at være den bedste version af dig! Først i det øjeblik vi rummer alle de vigtige elementer i vores liv, er vi i stand til både at udvikle os fagligt og menneskeligt. Begge dele mener jeg er essentielle elementer, der er nødvendige for, at vi kan være til stede og rumme vores patienter på kort og lagt sigt.
Dette blogopslag er ment som en opløftende fortælling for alle, der gerne vil være en helt "almindelig" tandlæge eller tandplejer. Ligesom det indeholder væsentlige elementer for de kolleger, der har en drøm om, at blive den næste verdensmester i en eller anden tandfaglig disciplin.
Tager du dig tid nok?
For mig har perioden mellem jul og nytår altid været et godt tidspunkt til at reflektere over året der er gået og det der ligger foran mig. Det er tiden hvor jeg gør mig tanker om hvordan jeg kan kalibrere mit indre kompas og lægge en plan, så jeg holder mig nogenlunde på ret kurs over det kommende år.
Min personlighedsprofil er meget drevet af at nå de mål jeg sætter mig. Det i en grad, så jeg kan komme til at tilsidesætte mine fysiske behov og mit helbred... hvis ikke jeg tænker mig om i tide. Derfor er min plan for året ikke kun faglig eller centreret omkring min virksomhed. Derimod er 75% af planen fokuseret på den del af mit liv, der ligger udenfor virksomheden og det faglige. Det er en nødvendighed for at jeg kan fungere optimalt. Ikke kun som far, ægtefælle, familiemenneske eller ven. Faktisk hjælper mit fokus på det hele liv mig til, at blive bedre til at drive min forretning og vokse professionelt.
Hvad driver dig?
Din profil adskiller sig med stor sandsynlighed fra min. Der findes så mange forskellige personprofiler, at der findes blogs, som ikke handler om andet end personprofiler. På trods af forskellighederne, findes der en række fælles forhold, som alle mennesker kan drage nytte af, hvis man sætter sin egen personlighed i relation til dem. En af dem er tiden til reflektion og til at være til stede i nuet og mærke efter.
I tandlægebranchen er der en stor tendens til, at vi fokuserer så meget på tænder, at tænderne opsluger os fuldkomment. Det fungerer muligvis godt i en årrække. Men før eller siden brænder vi ud og begynder at mangle gejsten for faget. Tandlæger er i en større risiko for at ende med depression og selvmord end resten af befolkningen. Det ser jeg som et udtryk for en række ubalancer i vores fag.
En livsforandrende oplevelse
Da jeg i 2007-2009 tog 250+ timers efteruddannelse på the Pankey Institute, blev jeg overrasket over flere ting. Dels var det faglige niveau langt, langt højere end jeg havde forestillet mig et tandkursus kunne være. Men derudover brugte vi tid hver aften på emner, som var helt fremmede for mig, i en tandfaglig sammenhæng. Her blev vi undervist i filosofi, økonomi og patientkommunikation.
Særligt filosofien fyldte en del og med god grund. I den del af undervisningen blev vi gjort bekendte med Aristoteles og hans tanker om lykke. Hvorfor en filosofi, der stammer fra en filosof fra det antikke Grækenland er væsentligt i dette opslag, kommer jeg ind på om lidt.
Glimt af lykke
I Aristoteles optik, søger alle mennesker lykken. Desværre opstår lykkelige øjeblikke netop kun som korte fragmenter i tiden - som kortvarige øjeblikke. Hvis vi er bevidste om, hvad der skal til, for at vi kommer i disse øjeblikke af lykkefølelse, kan vi bevidst arbejde henimod at få flere lykkelige stunder i vores liv.
I 70'erne og 80'erne brugte L.D.Pankey en del tid på, at studere Aristoteles og teorierne om lykke. Med sin viden udviklede han flere konkrete vejledninger til at gøre filosofien mere konkret, så den kunne komme til anvendelse i tandlægebranchen og dermed skabe bedre tandlæger med en højere grad af glæde ved faget og ved livet.
Veje til at opnå lykke
Aristoteles mente, at lykke opstår, når mennesker er i en komplet balance mellem de fire elementer: Arbejde - Leg - Kærlighed - Spiritualitet (troen på mening med livet).
L.D.Pankey havde en stor klinik med adskillige tandlæger ansat, ligesom han var datidens mest efterspurgte foredragsholder for tandlæger i stort set hele den vestlige del af verden. På baggrund af sine observationer, konkluderede han, at de mest succesfulde og "lykkelige" tandlæger, var de tandlæger, der havde en optimal balance i deres liv. Ikke deres tandlæge-liv, men hele deres liv.
Tanken er, at vi ikke vil være i stand til at blive de dygtigste og mest kompetente tandlæger, hvis vi ikke er i balance med den del af vores liv, der ligger udenfor tandlægefaget. Hvis vi fordyber os for meget i arbejdet, vil vi som en konsekvens komme til at negligere kærligheden til vores partner, børn, familie og venner. Vi vil glemme at lege og have det sjovt, ligesom meningen med livet langsomt forsvinder fra os.
Verdens bedste tandlæge
Da jeg i sin tid tog til USA for at deltage i undervisningen på Pankey instituttet, havde jeg lige bygget min klinik, sammen med min kone. Jeg tog til USA for at opnå kompetencer til at gennemføre forudsigelige "full mouth reconstructions" og dermed minimere risikoen for at lave faglige fejl. Det lærte jeg selvfølgelig også (samtidig med at jeg åbnede Pandoras æske for en verden af viden, som jeg opdagede jeg manglede). Men jeg lærte også en masse om emner, som jeg aldrig havde forestillet mig, jeg skulle få brug for i dental sammenhæng.
Havde jeg ikke taget den filosofiske del af efteruddannelsen til mig og efterfølgende taget den i anvendelse. Er jeg helt sikker på, at jeg var blevet skilt og havde mistet en stor del af kontakten til mine børn, min familie og mine venner. Jeg var så opslugt af, at blive "verdens bedste tandlæge", at jeg næsten havde glemt, at der var andet i livet end tænder.... Det var en stor risiko, som jeg håber du vil undgå.
Et liv i lænker
Konsekvensen af at jeg stræbte efter så ekstremt et mål var, at jeg havde bygget en klinik, som blev en lænke om foden på både mig og min familie. Desværre opdagede vi det først efter, vi havde byggen klinikken. Heldigvis blev vi bevidste om hvad vi havde gjort, og hvordan vi kunne ændre det. Blandt andet gennem den jeg havde lært på Pankey instituttet, men også en hel del andre efteruddannelser. På den måde kunne vi langsomt rette op på den udfordrende retning vi havde valgt at starte livet som klinikejere. Men det tog os 10 år, at rette op!
For mig var de krævende bidfunktionsproblematikker og de æstetiske behandlinger de mest spændende. Det gav mig altid en stor glæde, når mit team og jeg lykkedes med at hjælpe de patienter, der havde de største udfordringer med deres orale sundhed.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at den type patienter og de behandlinger jeg synes var spændende, at udføre, også kan føre til søvnløse nætter. Man kan komme i tvivl om, hvorvidt alt det arbejde man har lavet holder på sigt. Det er trods alt biologi og adfærd vi arbejde med.
Derfor mener jeg, at det kan være mindst ligeså berigende. Hvis man synes det fedeste er, at være en helt "almindelig" tandlæge, der "bare" vil lave de enkelte behandlinger så godt som overhovedet muligt. Det kan helt sikkert være mindst ligeså godt, som at lave alt muligt fancy bidfunktions halløj, mikrokirurgi, komplekse implantatbehandlinger eller endodontiske behandlinger med mikroskop.
Følger du med på facebook?
Her poster jeg tips, tricks og motiverende opslag om alt det vi ikke lærte på tandlægeskolen. Det handler om service, salg og klinikoptimering.
Den dygtigste tandlæge
Det handler ikke om HVAD vi laver. Men hvor godt vi udfører de typer behandlinger vi finder størst glæde ved at udføre. For der er ingen tvivl om, at det vi synes er mest berigende at lave. Oftest også er det vi er bedst til at udføre.
Hvis vi hver dag gennemfører vores undersøgelser, rådgivning, ledelse og patientbehandling så godt vi overhovedet kan. Så er det umuligt, at slå os selv i hovedet bagefter, fordi vi mener opgaven skulle være løst bedre.
Det utopiske ideal
Det er nemt at lade sig imponere over smukke og veludførte behandlinger, som vi ser på nettet. Det så nemt, at bruge de imponerende fotos og beskrivelser, til at bebrejde os selv og hinanden, at vi ikke gør det bedre.
Jeg mener bare, at vi skal:
Holde op med at spejle os selv i det perfekte.
Holde op med at fokusere på den perfekte tandlæge og den perfekte behandling.
Stoppe med at slå os selv i hovedet når noget ikke lever op til de højeste idealer.
Vi er mennesker, der arbejder med mennesker, i et miljø, der er ekstremt vanskeligt både fysisk og mentalt. .
Det er sindsygt hårdt!
Det bliver ikke bedre af, at vi slår os selv og hinanden i hovedet med kritik hele tiden.
Stop op
Hvis vi ikke stopper op, trækker vejret, kigger os omkring og begynder at involvere os mere i den verden vi befinder os i. Så ender det med, at vi brænder ud og mister glæden ved det fantastiske fag vi har uddannet os til at arbejde med.
Jeg føler mig priviligeret over, at have fået mulighed for, at bruge tid med en masse mennsker udenfor tandlægebrancen. Med mennesker der har haft et en helt anden verdensopfattelse end jeg og som har haft noget helt andet at bidrage med til fællesskabet end jeg kunne. Af personlig erfaring kan jeg sige, man mærker livet på nye og berigende måder, når man mediterer, dyrker yoga, klatrer i bjergene, rafter, løber, strikker, står på ski, laver mad, passer dyr, bygger en spejderlejr, spiller skuespil, danser med og uden publikum, prøver nye ukendte sportsgrene, vandrer i naturen, spiller et instrument, organiserer fester, rejser til ukendte steder, bruger tid på at forstå andre, eller bare sidder og stirrer tomt ud i luften uden at tænke over hvor længe man gør det. Dertil skal selvfølgelig bruges tid på at være til stede... sådan rigtigt - bare være der - for sine børn, sin ægtefælle, sin familie og sine venner.
Med dette opråb håber jeg, at du vil bruge tid på at reflektere over:
Hvem du er
Hvad der beriger dit liv - ud over det tandfaglige
Hvilket liv du ønsker at leve
Hvordan du kan få dit arbejde til at understøtte dine ønsker
Hvad du skal gøre for at blive ved med at holde fokus på dette
Mennesker bliver sjældent lykkelige af at være de bedste eller de rigeste. Vi bliver lykkelige i balancen mellem arbejde, leg, kærlighed og en større mening med livet. Det handler reelt om vores relationer til andre mennesker.
Ligesom mine undervisere på Pankey instituttet, har jeg også bemærket, at de dygtigste og mest passionerede kolleger alle evner, at allokere lige stor opmærksomhed til alle dele af livet og ikke kun til det faglige.
Jeg håber, du kan og vil bruge indholdet af dette opslag som inspiration til, at skabe en bedre balance i dit liv fremover.
Klinikoptimering
I næste uge skal vi se på udviklingspotentialet i en krisetid.
Her får du årets første konkrete råd til, hvordan du kan optimere din klinik.
Vi ses i næste uge.
Mange venlige hilsner
Tandlæge
Jesper Hatt
T: +45 61 27 22 28
Meld dig til bloggen.
Det er nemt og gratis.
Tryk på knappen herunder, udfyld dit navn og din email. Så modtager du et link til det nyeste indhold når det bliver publicereret.
Comments